SKITSER AF SØFTENS HISTORIE
Af Poul Aage Fogde
I
oldtiden og vikingetiden kunne man sejle fra Århus bugten og langt ind i
landet. Egåen var nærmest en fjord den gang, og der
var forbindelse mellem Århus og Randers fjorde. Derfor er det mere end
sandsynligt, at der allerede har boet mennesker ved Lilleåens bred i
stenalderen, hvilket større samlinger af strandskaller, der er fundet ved
Mølballe, kunne vidne om. Her har der været godt fiskeri, god jagt i skovene,
og en let jord, der lod sig behandle med primitive redskaber. De første
mennesker ved Søften, som vi ved noget om, boede her i bronzealderen. I deres
grave fandtes rester af brændte menneskeknogler, hvilket bevidner, at de har
været soldyrkere. I øvrigt findes der ca. 40 registrerede gravhøje, men de
fleste af disse er fra jernalderen, som fx højene på Alhøj,
Havshøjgaard Mark og i Hattemagerskoven; disse er alle
sløjfede.
I
1986 fandt arkæologer en jernalderboplads og i 1988 den dertil hørende
gravplads, da man etablerede Jernaldervej. Der var omrids af 3 langhuse, som
var 4m brede og 12m lange, og såvel bygd som gravplads rummede spændende fund,
bl.a. fine krukker og en stenpikning. Man havde lokaliseret det ældste kendte
Søften, som er fra omkring vor tidsregnings begyndelse og altså mindst 2000 år
gammelt.
Omkring
ca. år 600 blev der oprettet herreder. En ”herr” bestod af 120 boel, dvs.
ejendomme, hvis ejer skulle gøre krigstjeneste for kongen, dvs. hvert herred
stillede 120 krigere. Søften lå centralt placeret i Vester Lisbjerg Herred, for
her mødtes to gamle handelsveje fra hhv. nord og øst, og bygden lå på
vandskellet mellem Egåens tilløb: Lilleå og Bukkebæk. De opdyrkede arealer var med god, relativt
højtliggende jord, så her boede der mange mennesker.
Søften
kirkes skib og kor blev opført i romansk stil i slutningen af 1100-tallet,
altså på kong Valdemar den Stores tid. De gotiske tilføjelser i kor og skib
(buerne) samt tårnet og våbenhuset stammer fra ca. 1460, et årstal, som står
malet i korbuen. Kun få kalkmalerier er tilbage i kirken. Nogle blev kalket
over efter Reformationen i 1500-tallet, men andre blev der muret henover, da
man lavede buerne; disse skibsbilleder viser kogger, som var almindelige i
middelalderen, og de er sikkert fra 1300-tallet.
Kirken
er restaureret i hhv. 1804, 1898 og 1928, sidst ved Århus arkitekten M.B.
Fritz, som skrev nogle artikler herom fra august til november 1928 i Aarhuus
Amtstidende. Fritz mente, at en mørkerød farve på væggene i kirkens skib var
offerblod fra dyr, der var ofret til guderne og smurt på væggene bagefter, som
man brugte det i vikingetidens gudehov. Gudestøtterne
skulle så have stået, hvor koret er nu. Dermed skulle Søften kirke altså
oprindeligt have været et gudehov og altså gå tilbage til 800-900-tallet,
hvilket er helt enestående. Desværre er Fritz’ teori aldrig blevet efterprøvet
af kvalificerede arkæologer.
Det
er almindeligt kendt, at Niels Ebbesens navn traditionelt er knyttet til vores
egn. Der vides ikke meget om ham med sikkerhed, kun at han den 1.april 1340
dræbte den kullede greve, grev Gert af Holstein, på Randers Borg, at han efter
drabet red mod syd over Randers Bro, samt at han faldt i kamp ved Skanderborg
2. november samme år. Om resten af hans livshistorie strides de lærde.
Ifølge
pastor Rasmus Rasmussen Samsing, som nedskrev et sejlivet sagn om ”den Herre
Væbner Niels Ebbessøn” i 1623, lå dennes gård i Folby
sogn: Riis Hovgaard, også kaldet Norinsriis. Svend
Grundtvig
kalder gården Norring Riis, og Arild Hvidtfeldt kalder den
Nørreriis i sin krønike. Iflg. Forvalter J.L. Tommesen på Frijsenborg (1771-1839) lå der et voldsted ved Norring
”hvor fordum boede Niels Ebbesen”; og Tommesen kendte
hverken til Niels Grundtvig eller Arild Hvidtfeld,
men refererede kun til den gamle tradition. Han nævner også et stort egetræ som
”Niels Ebbesens Eg” ved voldstedet. Både voldsted og egetræ har gennem
mangfoldige år været et yndet samlings- og feststed for bl.a. Søftens unge
pinselørdags aften. Egetræet faldt for blæsten den 23. juni 1992, og det har
fået lov at blive liggende. Men om Niels Ebbesens berømte Nørreris virkelig er
identisk med det middelalderlige voldsted er stadig en gåde.
Med
hensyn til stednavnet blev det skrevet som følger: SUTEN i 1386, SUCHTEN i 1399
og SØWTEN i 1489. Forstavelsens betydning kendes ikke, men TUN betyder
indhegning Fra 1600-tallet kendes stavemåden ZEUTHEN (jvf. familienavnet); det
udtaltes sikkert ”Søwten”, og det gør det stadig på vores lokale dialekt,
selvom det i det 20. århundrede blev skrevet SØFTEN.
Dengang
svenskekongen Gustav Adolf belejrede København i 1659, skulle de Søwten mænd stille som soldater, men der var ikke meget
Gøngehøvding i dem, for de betalte sig fri for krigstjeneste med 10 rigsdaler
og 2 tønder byg pr. mand! At der kom hårde tider efter Svenskekrigene ses af
Tingbogen, 2. maj 1665, hvor der står, at i alt 12 gårde lå øde; endnu værre var
det til jul samme år, hvor 30 gårde lå forladte af fæstebønderne. Det samme
synes at have været et problem under Torstensson
Krigen i 1644; måske har svenskerne ført sig hårdt frem her på egnen, vi ved
det ikke.
I
1672 blev grevskabet Frijsenborg oprettet og overtaget af kong Christian V’s
rentemester Mogens Frijs, som fik Søften bønderne
under sit fæste. Det blev forholdene vist ikke meget bedre af. Et hyppigt
forekommende navn fra denne tid er Jens Baltzersen
(født ca. 1605). Hans slægt har ejet Baltzergården
gennem generationer. Baltzer er en afkortet form af Balthazar, den ene af Biblens Hellige Tre Konger.
Under
Napoleonskrigene blev der sendt spanske hjælpetropper til Danmark, og den
9.april 1808 kom der spanske ryttere til Søften, hvor de trods bøndernes
protester blev indkvarteret på gårdene. Spaniolerne blev sure over den dårlige
modtagelse, og der var bl.a. en ubehagelig episode, hvor en korporal gav en vis
Peder Norrup to sabelhug
over armen, før naboer kom til med forke og leer og drev soldaterne væk. De tre
implicerede soldater kom i spjældet i Århus på vand og brød. For øvrigt var de Søwten karle rasende over, at pigerne faldt for de flotte
spanioler.
Da
de spanske kavallerister forlod Søften, måtte de
efterlade deres heste. Dette var til stor glæde, for der var tale om smukke
hingste, der kunne bruges til avl. Pigerne var kede af det, især én af dem, for
hun var gravid med en af spaniolerne. Barnets efterkommere lever i øvrigt
stadig her på egnen …
Vi
kender ganske meget til forholdene i Søften i denne periode, og dette skyldes
især den berømte Stiftsprovst Ole Andersen Secher. Han ligger begravet på
Søften kirkegård, og gravskriften lyder: ”Talsmand for Oplysning og Samfunds-Reform til Folkets Gavn.” Secher fødtes i 1775 på Kærbygaard og var præst i Søften-Foldby
fra 1798-1820. Udelt begejstret for sine sognebørn i Søften var han ikke; se
hvad han skrev i 1810: ”Bedrageri, Forstillelse, Svir, Gjerrighed,
sjælden nogen reen Dyd uden eegensindig
Hensigt, har gjæstet Zeuthen By!”
Provst
Secher var en yderst velbegavet og retsindig mand, som havde høje idealer og
gjorde sit for at forbedre både folks moral og levevilkår, især de fattiges.
Det var på hans foranledning, at et lille bindingsværkshus på Holmelundsvej blev nedtaget i 1813 og genopført i Norring,
hvor det stadig står og er kendt som ”Fattighuset i Norring”. Secher var også
berømt for at have været med til at organisere skolevæsnet her i landet.
Søften
skole blev bygget i 1800. Den blev ombygget i 1903, og er nu Fritidsklub. På Grønhøjvej ligger den gamle forskole fra 1873,
”Pogeskolen”. Den nuværende skole stammer fra midten af 1970erne og ligger på
jord, der engang tilhørte præstegården; deraf navnet Præstemarkskolen. Den
gamle nu for længst nedrevne præstegård blev bygget i 1795 til pastor Niels G.
Blicher, Sechers forgænger.
Fra
gammel tid havde Søften landsby et bystævne. Der blev også bygget en
fattiggård. En kro blev bygget ved siden af kirken (!), og derefter også et
afholdshjem (ca.år 1900). I 1888 blev der bygget et
andelsmejeri, Aneskilde, opkaldt efter en
helligkilde, som engang havde været et valfartssted; mejeriet lå, hvor Georg Nielsen-Englyst senere lod opføre de nye, røde huse
(Aneskilde-bebyggelsen) overfor ”Pogeskolen”.
Det
nuværende forsamlingshus stammer fra 1941 og ligger, hvor der engang var
branddam. Her lå også bysmedjen indtil 1941, hvor den blev flyttet ned i det
gamle forsamlingshus; der, hvor Niels Peter Ogstrup i
dag har smedeforretning. Også en samtalestation (telefoncentral) har der været
i Søften, med hele 25 abonnenter, fra 1925 i den gamle kro og frem til 1949,
hvor centralen blev flyttet til Hinnerup.
Søften
domineredes af nogle store gårde som fx Baltzergaarden,
Møllegaarden (Æbleparken 1) med en vindmølle, de to Elgaarde og Havgaardslund, nu:
Sognegården. Der var trods alt tale om et landbrugssamfund. Men omkring år 1900
boede der mange håndværkere i Søften: 2 træskomænd, 4 skræddere, 4 murere, 2
sadelmagere, 1 maler, 1 skomager, 1 bødker, 1 blikkenslager, 3 bysmede, 1
karetmager, 3 tømrere, 1 pumpemager – ja sågar 2 cykelsmede. Desuden var der
grisehandleren Mads Holm og en vognmand, Rasmus Rasmussen, som hver lørdag
kørte dagvognen ind til storstaden Århus. Siden kom der en anden vognmand, der
kørte ”Lillebil”; han hed Jens B.Jensen
og boede i det lille bindingsværkshus, Hjørnehuset, overfor den nuværende
købmandsforretning.
Købmandsbutikken
og skrædderens systue lå på Grønhøjvej 8. Smeden
boede på Skolevej 10, og på Skolevej 12 havde ”Søften Forbrugsforening” til
huse fra 1886; - der hvor Gert F. Jensens købmandsforretning ligger i dag.
Nævnes skal også Skolevej 14; dette er et udflyttet købstadshus i bindingsværk
fra Vestergade i Århus, og det kaldes Handskemagerens Hus.
Det
er klart, at der er meget andet og mere at fortælle om Søften og dens historie,
fx om nogle af de mange spændende menneskeskæbner, der har udspillet sig her,
om landbruget i gamle dage, foreningslivet, osv. Det er mit håb, at jeg har
kunnet vise, at Søften har en meget lang og spændende historie bag sig, således
at flere kommer til at interessere sig for denne.